Carlsberg Cup 2001

Beslutningen om at sejle Fyn Rundt 2001, blev faktisk taget allerede på hjemturen fra Fyn Rundt 2000, hvor Sealine blev nr. 2 i løbet efter Dorado. Efter løbet i år 2000, havde Dorado´s besætning ”mobbet” os med at ”sådan nogle fjordfræsere ikke skulle tro de kunne komme ned og sejle fra hjemmebanefolket”. Så vi måtte jo tage revanche, samtidig kunne der umuligt blive så dårligt vejr to år i træk.

Turen Fyn Rundt for en ”fjordfræser” er ikke bare et weekend arrangement, det kræver planlægning og tid. For båden skal jo først til Bogense og siden hen hjem igen. Sealine`s besætning på i alt 4 personer, havde i forvejen planlagt, hvem der kunne sejle med til og fra Fyn, men vejret og andet ændrede planerne….

Årets ”transport” blev taget i flere etaper. Først en tur til Løgstør en onsdag aften. Så af sted igen fredag aften, hvor vi nåede Ålborg, men for sent til at nå igennem broerne. Op næste morgen, og klar til afgang kl. 6.00, men ak – bestyreren af jernbanebroen, ville ikke åbne på grund af for megen vind da broen var under reparation, så hele lørdagen gik i Ålborg. Her var i øvrigt nærmest opsamling af de øvrige fjordsejlere, som skulle til Bogense.

På skift kaldte man bromanden i løbet af lørdagen, som hver gang sagde, at vi kunne se om et par timer…. surt , men vi underholdt hinanden – på hjemmefronten sagde de godt nok, om det mon ikke var en helt ny undskyldning for at blive i Ålborg en lørdag aften…... .

Søndag morgen slap vi gennem broerne, men vi nåede kun Grenå, på grund af det ufrivillige lange ophold i Ålborg, samtidig blæste det op. Vi skulle alle på arbejde mandag morgen, så vi blev afhentet – Hvad gør man så…, jeg tog fri tirsdag og med hjælp af en kammerat fik vi båden sejlet til Bogense. Vi sejlede kl. 0.30, og var i Bogense om formiddagen, hvor vi blev hentet. Torsdag aften gik turen så atter til Bogense, med højt humør, og med en vejrmelding, der ikke var så ringe.

Starten gik kl. 12.30 fredag, hvor vi havde en debat, om vi skulle starte flyvende med sat spiler eller som vi gjorde, op langs linien på en styrbord halse. Det gav os en fin start og vi fortsatte lidt mod nord for at få fri vind, før vi drejede ind på kursen mod Lillebælt og satte spileren.

På hele turen i Lillebælt havde vi kontakt med de øvrige Impala 27’er, men da vi kom ind i strømmen og de skiftende vinde ved Strib, og ved broerne, kom vi fra hinanden. Turen til Bogø og videre til Helnæs gik for spiler, med en vind der drejede med os. Lidt før Fåborg tog vi spileren ned, idet vinden spidsede – og vores spiler, der har en god ballonfacon, ikke netop er til hård skæring.

Impala’erne blev igen samlet på turen til Svendborg Sund. Vi var i tæt duel med Snøvsen og Dorado. Overhalingerne skulle helst foregå, når en modstander lå i læ af en af de store både, der hele tiden kom bagfra.

Turen gennem Svendborg Sund foregik i mørke, og efter skibsværftet også næsten uden vind. Kun en god medstrøm drev os frem. Vi kom igennem til Storebælt, men ved Lundeborg døde vinden og her kunne vi så bare vente på vind og dagslys. Vi debatterede, om vi skulle gå ud i Storebælt lige nord for Langeland, vente til Kobberdybet eller følge kysten langs Fyn. Det blev til en passage i Kobberdybet, og de næste par timer gik med at holde fart i båden i meget lidt luft, samt holde øje med strømskel og kattepoter i vandet, der kunne fortælle os om den mest fordelagtige kurs.

Vi havde både Snøvsen og Dorado bag os, så da vi nærmede os Storebæltsbroen og der også kom lidt vind, var humøret højt. Vi kom igennem og satte kursen mod Romsø, hvor vi gik ind under land med Snøvsen bag os. Da vi nåede Fynshoved, viste turen under land, at have givet bonus, idet Dorado, der var gået til havs, nu var langt bagud. Vi kunne nu øjne Æbelø og vinden døde i 5 timer, så nu blev der trimmet på måske kommende briser o.l. Vinden kom til alt held tilbage og vi passerede bøjen ved Æbelø uden problemer.

Vi havde stadig de andre bag os med undtagelse af Dorado, som havde startet motoren i det vindstille vejr. Vi gik i mål, men kendte ikke vores placering, idet vi havde været uden kontakt til Bella det meste af turen, og vidste derfor ikke, om den var kommet i mål. Efter vi var kommet i mål, fik vi en kop øl sammen med Dorado`s og Snøvsen`s besætninger, hvor det kom frem, at Dorado var udgået, fordi de ikke ville komme i mål efter os, sådan nogle fjordsejlere. På det tidspunkt manglede både Bella og Galetea at komme i mål.

Hjemturen begyndte ca. kl. 0.30. Natten gik hjemover for en blanding af motor og sejl. Nu hvor et sekund fra eller til ikke spillede den store rolle, blev der sovet, og til tider var der kun en mand vågen.

Dagslyset kom ved Tunø. Vi fortsatte til Hals, hvor to mand blev sat af kl. ca. 19.00 søndag aften, de skulle på arbejde mandag morgen. Vi var to mand tilbage og fortsatte til Nørresundby, hvor vi ankom omkring kl. 22, igen for sent til at komme gennem broerne. Efter flere døgn på vandet, og uden det store forbrug af vand og sæbe, fik vi her et tiltrængt bad. Vi lagde tidligt ud mandag morgen, men kun for igen at vente ved broerne, klokken blev næsten 10 før vi slap igennem (på grund af reparation af jernbanebroen er det kun få gange om dagen, at broen åbner, hvis den åbner…). En hurtig tur ind til Ålborg for at få brændstof og så for motor vestover med både vind og strøm imod. Da vi nåede Løgstør var vinden oppe på 15 til 18 m/s, og vi syntes egentlig, vi havde sejlet nok. Så vi blev afhentet her. Jeg havde taget ferie, så jeg fik en kammerat til at hjælpe med at sejle båden hjem om tirsdagen. Om vi har mod og lyst til en tur mere, på et tidspunkt, må tiden vise, men at det har været besværet værd, er jeg ikke i tvivl om, slet ikke når man vinder – selvom man er en ”fjordfræser”.

Sealine før sejladsen.