Kerteminde SejlklubFyn Rundt 2001Odense Sejlklub

8. – 9. juni 2001.

Fyn Rundt hjemmesiden
Resultater

Uha ! Redaktøren ringede mig op i går og bad mig skrive om Fyn Rundt fra Kerteminde. Det er den tvivlsomme ære, der ligger i at vinde Fyn Rundt. Vi skriver august måned nu, så folk må bære over med mig, om der skulle være smuttet en lille detalje et sted eller to.

Af deltagende Impala’er var vi 5 både til start bestående af ”Rubin” fra Thurø, ”Revival” fra Kragenæs, ”Cassiopeia” fra Skælskør, ”Madam B” fra Kaløvig og ”Si-Ju” fra Kerteminde.

Starten var en spilerstart med de komplikationer, en spilerstart nu kan give på godt og ondt. Vi fik ikke presset os nok igennem og måtte igennem lidt råberi og vilde øjne i starten, før vi kunne bomme over på en bagbord halse og komme væk fra feltet, hvor alle lå og dækkede for hinanden.

Det viste sig at være den rigtige beslutning. Fyn Rundt komiteen havde valgt, at vi skulle sejle Fyn om bagbord og ved Stavrehoved, der er den nordligste pynt ved Kerteminde bugt, lå vi som første båd, skarpt forfulgt af Revival. De andre 3 Impalaer var ligesom kommet for langt ud midt i bugten og lå derved lidt agten for os.

Vinden var vestlig og vi kunne ikke bære spileren op til Lillegrundstønder. Det var der mellem foran for tværs til halvvind. Vi havde sat et baberhal i skødet til den store fok, hvilket viste sig at give en fornuftig fart. Lige så stille rykkede vi fra resten af feltet og var igen første båd ved Lillegrunden.

Vinden var oppe på 10-12 m/s og vi skulle krydse helt ned i tragten ved Lillebælt. Der blev derfor snakket om, hvorvidt vi skulle skifte til et mindre forsejl.

Beslutningen blev, at vi fortsatte med den store fok (120 %), fremover kaldt genuaen, pga. af den store sø, der var over Nordfyn. Vi vidste samtidigt, at vejrmeldingen havde lovet aftagende vind i løbet af eftermiddagen/aften og at der skulle noget ”power” til at trække os igennem søen. Vi valgte at skøde genuaen godt tilbage og derved åbne toppen for at holde båden på ”benene”.

Vi havde et godt kryds på styrbord halse, hvor vi gik helt over til land ved Nordfyn. Vi kunne konstatere, at vi havde bedre højde end ”Revival” og de andre 3 Impala’er og næsten samme bådfart. Højden kompenserede dog for den lidt manglende fart. Igen var vi første båd ved den nordfynske side og efter 2 vendinger, hvor vi stadig havde kontakt med ”Revival”, kom vi ind i en god rytme med rummere og skraldere og sejlede konsekvent helt ind under kysten. Der holdte vi os helt op til Æbelø. Vi havde nu forøget vores forspring og havde ikke længere kontakt til nogen af de andre Impala’er.

Turen ned til Tragten var bare noget der skulle overstås. Bølgerne oppe ved Æbelø og ned over Bogense var dog noget af det værste at sejle på. En kramp ”stopsø” der var rigtig, rigtig våd at sejle igennem.

Vi rundede Strib Fyr kl. 21.40 hvilket igen er 20 minutter til lanterneføring. Jeg husker det ganske tydeligt, for det var der, at mit forbrugsbatteri klappede sammen. Ingen instrumenter, ingen lanterner, ingen gaster og ingen kone. Jeg så for mig gasterne ville tæske mig, håne mig i klubben og aldrig sejle med mig igen. Hvordan min kone Karin, der var med som gast, bebrejdende ville kigge på mig og spørge om jeg ikke havde kontrolleret batterierne, INDEN vi tog ud og sejle.

Og jeg ved at ingen, absolut ingen ville have forståelse for mig, når jeg med rystende stemme ville forsøge, at overbevise dem om, at et batteri, der klapper sammen ikke kan forudses. Så med et stort smil gav jeg pinden fra mig, hentede værktøjskassen og kravlede ned i kistebænken, hvor der ingen plads er og hvor der samtidigt føltes, som der var 35 grader varmt. Fik skiftet polerne over til startbatteriet og kom op 5 min. i lanterne tid.

Lillebælt var som Lillebælt ofte er. Ingen vind og modstrøm. Vi sejlede over på Jyllandssiden og drev i tidvandet op til den nye bro. Der lå vi så…. Samtidigt kom der nu vind ude midt i bæltet og de både som før lå fuldstændig parkeret kunne nu forcerer strømmen. Lige pludseligt var det os, der lå parkeret.

Efter en tid, som føltes som år, kom der et pust, der fik os ud i vinden. Netop som vi har passeret broen, ser vi nu 2 Impala’er lige bag os. Kampen er nu tæt igen. Vi får krydset os gennem Lillebælt i en meget tynd og springende luft. Pga. af mørket mister vi igen kontakten til de andre Impala’er og vi ved ikke, om de er kommet godt under broerne. Vi har nogle delte opfattelser om, hvorvidt vi mener, de er kommet under broerne, eller om de blev hængende ved den nye bro, ligesom vi havde gjort. Jeg har dog før sejlet mod dem alle og ved at ingenting er sikkert med nogen af dem.

Vi sejler gennem den mest perfekte nat, jeg kan huske, jeg nogensinde har sejlet igennem på en Fyn Rundt. Der var 5 - 7 m/s det meste af natten og så var der fuld måne. Det var så lyst, at vi kl. 03.00 sad i cockpittet og læste søkort samt deltagerliste uden brug af lommelygte. Det var helt fantastisk smukt. Solen stod op ved 5-tiden. Men allerede en ½ times tid før trak den ligesom en lodret søjle af morgenrøde på over horisonten.

Hen under morgenen kommer det spændende, når man med en kikkert begynder at søge rundt for at finde de andre Impala’er. Men vi kunne stadig ikke se nogen af dem. Hvilket ikke nødvendigvis er positivt. For vi ved stadig ikke, om der er nogen, der er kommet bedre gennem Lillebælt og natten end os. Vi må derfor bare stadig sejle optimalt.

Turen gennem Svendborg Sund gik som den ofte går, dog havde vi denne gang medstrøm, med dens ingen vind, springende vind og grunde er den et spændende, irriterende og smukt sund at sejle igennem.

Storebælt var for os den mest frustrerende strækning Fyn Rundt i år. Jeg tror, vi havde spileren oppe 8 - 10 gange og nede tilsvarende mange gange. Og det fra strækningen Thurø Rev og op til Storebæltsbroen. Vinden blev bare konstant ved med at veksle i styrke. Var der svag vind kunne vi skære med spileren og forcerede ganske godt i forhold til en Banner 30, som lå til luv af os uden spiler. Men straks efter øgede vinden og vi kunne ikke bære spileren, andet vi faldt for meget af. Der går jo altid lige nogle minutter, hvor man prøver alligevel. Dumme minutter, hvor vi lå og kæmpede med noget, vi alligevel ikke kunne få til at holde. Når vi så fik den ned, kom ind på kursen, lå Banner 30’eren igen lige til luv af os. Klogere var vi ikke, end at det fortsatte ca. 8-9 gange. Sidste gang op til broen fik vi ham.

Oppe ved broen var det komplet vindstille og der lå flere både samlet. De lå alle med trimmede sejl til kryds og vi kunne se, at de få både, som kom igennem lå og krydsede i vind på den anden side af broen. Imidlertid viste vores vindex, at vi sejlede agten for tværs til plat. Idet vi kom med lidt opskud og med slæk på sejlene, nærmest drev vi forbi de andre både og igennem broen.

På den anden side af broen havde der hele tiden været lidt vind, men den var meget springende. 500 meter til styrbord af os lå der 2 både på kryds med kurs mod Sjællandssiden, hvorimod vi lå med slæk på skøderne og sejlede den direkte kurs mod Kerteminde. Det varede dog ikke længe før vinden slog om og vi måtte krydse resten af turen mod Kerteminde. Krydsene tog vi inde under land på Fyns siden, idet vi observerede en svag modstrøm ude i Storebælt.

Vel inde i Kerteminde kunne vi konstatere, at vi var den første Impala 27 i mål og jublen var stor.

Håber, at vi alle ses til Fyn Rundt fra Kerteminde til næste år, så må vi se, hvordan det kommer til at gå næste gang.

skriver.gif (182 bytes) Mads Kirketorp D24 ”SI-JU”.