Med "Rubin" til Lunkeræs 1999

Resultater

Efter at have sejlet Drabandt 22, senere L23 i flere år, blev jeg for 2 sæsoner siden den lykkelige ejer af en Impala 27 - "Rubin".

Jeg kender lidt til bådtypen gennem min bror, Kim Bünger, ejer af "Bessie III". Det er en båd man bliver mere og mere forelsket i, synes jeg. Umiddelbart lidt klodset at se på, hvis man er til de slanke former, men efter lidt tid opdager man, at det er den perfekte kombination af en tur- og kapsejladsbåd.

Turbådsmæssigt er det først og fremmest det store volumen om læ og det store cockpit, der er godt, specielt når der kommer børn til. Båden skal selvfølgelig tæmmes med al respekt for, at det er en let båd med megen sejl og et stort udvendigt ror. Men med en afstemt sejlreduktion i forhold til vejrliget, synes jeg ikke, at der er problemer.

Kapsejladsmæssigt er det en endnu mere fascinerende båd end forventet. Først og fremmest er båden utrolig manøvre dygtig, takket være det udvendige ror. Man føler, at man sejler en jolle, når man kort inden start, kaster båden rundt og finder det hul, som er nødvendigt for en god start, blot man husker, at båden er bred og der skal være plads til læ for at vende sig ud af en situation, uden at ramme konkurrenten.

På banen er båden følsom for trim og der er en masse andre spændende og sjove detaljer, som I sikkert allerede kender, men som jeg vil lade være nu. Med denne entusiasme ankom "Rubin" fredag til indskrivning i Troense. Besætningen var Bjarne Soelmark, Peter Ovesen, Troels Hansen og undertegnede.

Dette var andet Lunkeræs jeg deltog i med egen båd, sidste år blev vi nr. 4 af 10 deltagende både. I år var vi desværre kun 6 både, men derom senere.

Troense sejlklub havde igen gjort et stort stykke arbejde. På vandet sørgede de for afholdelse af 5 sejladser, "op og nedbaner", fordelt med 3 lørdag og 2 søndag.

Dette på trods af, at vejret var utroligt ustabilt, med store vindspring og i perioder ingen vind. Banerne var, taget forholdene i betragtning, virkelig godt lagt ud.

I land var der gratis havne plads op til og under stævnet. Lørdag aften fællesspisning med medbragt grill mad og levende musik. - Rigtig festligt i den lune august aften.

Lørdag blev der afholdt 3 sejladser. På trods af, at vi kun var 6 både, var det et skrapt felt. Alle er erfarne sejlere og sidste års mester "Kafu" og nr. 2 "Bøh-mand" med sejlmager Niels Christiansen ved roret, var med igen.

Hjemme i Thurø Sejlklub, havde vi dystet med "Bessie III" og "Andrea", hver mandag i foråret og end til da havde alle 3 både sejlet stærkt, med "Bessie III" en smule hurtigere end vi andre.

Første sejlads, blev afholdt i jævn vind, med en overraskende fordel på bagbord side af banen, trods relativ modstrøm. Mange vindspring og der skulle vendes på rummere og skraldere. Vi kom lidt skidt af sted, men i fri luft midt på linien (bagbord fordel). Vi var nr.2 ved topmærket med "Bøh-mand" foran og "Kafu" lige i hælene. "Kafu" lokkede os til styrbord på løberen og bommede inden om os, vi var nr. 3. På anden løber var det os, der sneg sig inden om "Kafu" og vi holdt anden pladsen i mål med "Bøh-mand" forrest og "Kafu" på 3. pladsen.

I anden sejlads var vinden faldet i styrke til svag vind, 2-4m/s. Fordelen var generelt på styrbord side af banen, hvilket vi senere fik at sande.

Skudstart midt på linien. "Bessie III", "Inspektor Closseau", "Kafu" godt med. "Kafu" forrest ved topmærket, stærkt forfulgt af "Bessie III" og os. "Bøh-mand" måtte lave en 720-vending efter en lettere kollision med "Inspektor Closseau" under starten og var bagest. "Kafu" sejler suverænt i mål som nr. 1.

Vi begynder at se i bagspejlet, at "Bøh-mand" tager den ene båd efter den anden, men er dog 150-200m bag os ved sidste opkryds. "Bessie III" er samme afstand foran. Vi vælger sammen med "Bøh-mand" den styrbord side af banen, hvor fordelen tilsyneladende havde været under de andre opkryds.

Det giver bonus. Da vi møder "Bessie III", kort før mål på styrbord halse, må de vende for os. Vi slipper "Bøh-mand", som er 100 m bag os og vælger at dykke "Bessie III". Det lykkedes, men desværre, desværre, "Bøh-mand" får så meget ud af den styrbord fordel på banen, at han kommer 1-2 bådslængder i mål foran os.

Vi får dog en 3. plads, "Bøh-mand" anden pladsen og "Kafu" nr. 1. "Bøh-mand" får anden pladsen på trods af at have været i en 720 graders vending og været bagerste båd. En potentiel mester begynder at tegne sig. Flot sejlet!

3. Sejlads. Banen flyttes ind mod Svendborgsund og vinden dør næsten, 0-3 m/s. Der er kraftig udadgående strøm og fordelen er helt entydig på bagbord side af banen.

Vi bliver klemt i starten ved 1æ mærke, får os vendt fri. Møder "Kafu" og vender i sikker læ og tvinger "Kafu" til at gå over stag. Han vælger styrbord side og vi "skynder os" over i bagbord side og sejler efter "Bøh-mand" i medstrømmen.

På de to næste opkryds, sejlede alle som perler på en snor i bagbord side og der var ingen mulighed for angreb. Vi bliver nr.2 og "Kafu", som vi begyndte at interessere os mere og mere for, blev nr. 4. "Bøh-mand" vandt.

Næste dag, regnvejr og ingen vind, udsættelse og så blev banen flyttet ud i Langlandsbæltet. I 2-3 m/s skydes starten af. Lille styrbords fordel på linien. Alle forsøger at finde en rytme i den uregelmæssige vind.

Alt i alt er der nok en lille fordel under land på styrbord side af banen. "Bøh-mand" forrest, "Kafu" nr. 2, "Inspektor Closseau" nr.3 og os nr. 4 ved topmærket. Puh-ha! den bliver svær.

Vi når lige at se en relativ kraftig medstrøm på løberen ved topmærket. Vælger derfor at skære ud i Langelandsbæltet, som eneste båd. Overhaler "Inspektor Closseau" og er tæt på "Kafu". På opkrydset sejler vi fra "Kafu" og er pludselig nr. 2.

På 3. opkryds sejler vi på "Kafu" og holder den hjem. "Bøh-mand" nr. 1, os nr.2 og "Kafu" nr.3. Mesterskabet er hjemme til "Bøh-mand", flot sejlet. De har haft fart i båden, men ikke mindst slået rigtigt på banen. Vi tager hatten af for dem.

Sidste sejlads. Nu gjaldt det anden pladsen. Hvis "Kafu" kom først og der var en båd mellem ham og os, ville han få anden pladsen. Vi valgte følgende strategi. Komme så godt som muligt fra start, efter første opkryds at orientere os i forhold til "Kafu" og hvis det var muligt, så sejle på ham.

Vi fik en skudstart, presset lidt i læen af "Bøh-mand". Slår os fri. Vender på rummere og skaldere og så er vi forreste båd. Vi er første båd ved topmærket. Holder føringen på løberen og næste kryds, øger endda en smule. Sidste opkryds. Vi vælger at dække "Kafu", som søger ud på bagbord fløj. "Bøh-mand" går til styrbord.

En stor sky giver en 30-40 graders højredrejning af den generelle vind og styrbords bådene får fordel. "Bøh-mand" igen nr. 1, "Andrea" flot nr.2, og vi når lige ind som nr.3. en halv bådslængde foran "Inspektor Closseau".

Anden pladsen er hjemme! Vi er meget glade. Vi kan konkludere, at samarbejdet om bord gik op i en højere enhed og at vi havde god fart i skibet.

Tilbage er blot at sige, at det var brand ærgerligt, at vi ikke var flere. Vi 6 både, som deltog har imidlertid taget hinanden i ed på, at vi kommer til næste år. Vi har sikkerhed for, at ethvert tilfælde 2 yderligere både dukker op.

Til foråret vil min bror og jeg skrive til danske Impala ejere og prøve at motivere dem for at komme. André Levenshall fra "Inspektor Closseau" vil oversætte brevet til tysk, idet han kender i alt 4 tyske Impala’er, hvoraf de 2 har stor interesse i at sejle kapsejlads.

Endelig skal det understreges, at kendskab til kapsejlads absolut ikke er en forudsætning for at deltage. Et sådant stævne er en god mulighed for at møde andre Impala’er og deres ejere, udveksle erfaringer og hygge sig og samtidig få afprøvet bådens sejlegenskaber.

Min bror og jeg er gerne behjælpelige med tilbyde en moring, hvor båden i en kortere eller længere periode kan ligge i Thurøbund, før som efter stævnet, under opsyn. Vi kan også opbevare grej og har en trailer til transport. Ring blot i forvejen.

Med venlig hilsen og forhåbentligt gensyn til Lunkeræs år 2000.

skriver.gif (182 bytes)Nick Bo Bünger - "Rubin".

Klik på billederne

Klik for stort billede
Vinderne fra Lunkeræs 1999. Fra venstre ses nr. 2 Nick Bünger D30, nr. 1 Jens Marling D15 og nr. 3 Jens Richard D5

Klik for stort billede
Klik for stort billedeKlik for stort billede
Sådan går det når man er en vinder. Her er Kim Bünger og Jens Richard så venlige at følge Jens Marling til det traditionelle bad. Tænk på det når DU ligger forrest ved Lunkeræs år 2000.