På rejse med Impalaen

 

Vi, mig og min familie, bestående af min kone/kæreste Karin og vores 2 børn, Simon på 4 år og Julie på 7 år, har været ude og sejle 4 måneder i vores Impala 27 og hvor har det været en god tur. Fyldt med utrolige kønne natur oplevelser, minder om dejlige mennesker vi mødte undervejs og ikke mindst masser af sejlladsmæssige pragtfuldste ture.

Turen gik til Bornholm videre til Sverige, Gotland, Letland, Estland, Finland, ud til Åland, retur til Finland, op langs dennes vestkyst, igen over til Sverige, ned til Gøtakanalen og via Gøteborg hjem.

De sidste par år, har vi haft en drøm om at prøve at sejle langt sammen med vores børn og efter en del planlægning og vel-vilje fra min bank, kom det til, at vi den 16. maj i år forlod Kerteminde havn, med sommerfugle i maven og store forventninger til de næste 4 mdr.

Vores første destination var Karrebæksminde, idet vi havde lovet børnene en tur til Bon-Bon Land, til gengæld for, at vi så skulle sejle i 4 måneder. (Hvor er det rart at "handle" med børn).

Turen i Bon-Bon Land var perfekt, og vi var heldige, dejligt vejr og ikke mange mennesker i Bon-Bon land. Klart noget at anbefale til alle familier med børn og voksne med en barnlig sjæl, som os på "SI-JU". Det er svært at sige om det var os voksne eller børnene, der havde det sjovest. Desuden er Karrebæksminde er en dejlig oase i det sydsjællandske.

På grund af vinden havde vi planlagt at sejle videre til Femø, men besætningen mente, at det afgjort var så dejligt sejl-vejr, at de gerne ville krydse fra vest afmærkningen ved Knudsodde til Stub-bekøbing, i krapsø og modstrøm. For ikke at få mytteri ombord blev der sejlet kryds, og vi fik konstateret, at vores vægtfordeling med ny vandtank, og jeg ved ikke, hvor mange 100 kilo ekstra ballast, var iorden. Båden loggede fint 5,5 knob ved 4-6 m/s med behagelige bevægelser.

Fredag den 21. maj sagde vejrudsigten under 5 m/s drejende fra SØ til SV og senere lørdag 3-8 m/s fra vest. Perfekt vind, til en sejltur til Bornholm og vi forlod Stubbekøbing om eftermiddagen og indstillede os mentalt på en tur på 100 sm. Jeg mener, det er meget vigtigt, at man mentalt indstiller sig til en længere tur. Vi er ofte blevet spurgt efterfølgende, hvordan vi har haft med de lange stræk. Og vi har ingen problemmer haft med det. Når først man mentalt har indstillet sig på at sejle i 24 timer eller 36 eller 6 døgn om det skulle være, betyder tiden ingen ting. Det er kun, hvis rejsen tager længere tid end man mentalt havde indstillet sig på, at den i den sidste ende indimellem kan virke lang. Og hos os gjaldt denne indstilling både på voksne såvel som på vores børn.

Hvad vind angår var der mere "under ingenting" og de første 14 timers sejllads var for motor med halv kraft, idet vi har fået installeret en ny Vetus diesel motor, som skulle køres til.

Eftermiddagen var kold på trods af skyfri himmel, og der blev sejlet med handsker og ørevarmere. Natten, derimod, blev mildere end dagen havde været og enorm køn med klar himmel, dækket af stjerner.

Hen under morgenen kom der så meget vind, at vi kunne slukke for motoren. Hvor var det befriende. Efter 14 timers motorsejllads var vi nærmest desperat efter at få slukket for "den larm". Impalaen loggede fint ved en 2-5 m/s fra SW. Hvor er det en fornøjelse at sejle Impala!

Kl. 12.30 lå vi fortøjret i Allinge Havn. I de sidste par timer havde det regnet, og vinden var øget til 6-8 m/s dog stadig fra en SW retning. Loggen viste 102 sm. Sejlet på 22,5 timer. De 14 timer for motor og de sidste 8,5 timer for sejl og med en samlet gennemsnitsfart på 4,5 knob. Jeg var godt tilfreds og meget stolt over min besætning, som havde klaret de 22,5 timer perfekt.

Vi blev en lille uges tid på Bornholm og prøvede alt, lige fra at gå en hel dag med børnene til Hammershus, som er suveræn flot, til at leje cykler i Gudhjem og cykle til Øster Lars kirke, og sejle kapsejlads med de lokale entusiaster i Neksø.

Om man kan fremhæve nogle gode oplevelser, frem for andre så skulle det være Neksø. Vi blev så venligt modtaget, og de lokale sejlere åbnede straks deres eget klubhus, for at vi ikke skulle gå så langt over til de officielle toiletter. Fisk-ere nede på havnen tog sig tid til at snakke, på værftet stoppede folk gerne med at arbejde i et par minutter, for at fortælle om deres specielle bedding, hvor de løftede skibe på op til 500 tons på luftpuder, for derefter at flytte rundt med dem, hvor der var bedst plads. Toppen for mig var dog, da de inviterede mig til at gaste på en X95 til deres lokale aften match, bestående af 5 både til start. Det var enormt hyggeligt og selvom der ikke var mange både til start gav de sig virkeligt fuldt ud ombord på Xèren.

I Neksø blev vi rådet til at besøge Christians Ø på vore videre rejse mod Sverige. Egentligt havde vi talt om at springe den over, idet vi ikke mente, den havde nogen seværdighed. Men hvor var det godt, at vi lyttede til de lokale!

Christians Ø og Frederiks Ø er dog et pragtfuldt sted. Vi ankom om aftenen ved 20.00 tiden og lagde til på den nordre side af broen ind mod Frederiks Ø. Der lå vi, som eneste båd og havde det hele for os selv, med den smukkeste udsigt over til fæstningen på Christians Ø.

Det blev til nogen dejlige gåture rundt om Frederiks Ø og Christians Ø. Nogle afgjort spændende ø’er med en masse historie, velholdte hus og fæstning med kanoner, hvor børnene kunne lege.

Men på trods af dette dejlige lille sted skulle vi videre. I radioen lovede de, at et lavtryk var på vej, så fredag den 28/5 kl. 20.45 sejlede vi videre til Kalmar i Sverige. En frisk tur på 90 sm, som vi klarede på 16,5 timer, hvilket giver et snit på 5,5 knob i timen. Igen var jeg meget tilfreds med Impala’en og dens besætning. De klarede det alle fint, og det på trods af en frisk vind hele natten på mellem 6-10 m/s fra SØ. God vindretning med rimelig høj sø og de første 9 timer holdt vi da også et gennemsnit på 6,8 knob. Kl. 13.15 lagde vi til i inderhavnen med solskin og dejligt lunt vejr. Resten af dagen gik med at hvile og lege med børnene.

Når vi sejler om natten, har vi valgt, at Karin får det meste søvn og jeg stort set holder mig vågen hele natten. Således er Karin nogenlunde frisk til at lege med børnene, som er meget friske, idet de har sovet hele natten og ikke har den helt store forståelse for, at vi voksne er trætte.

I Kalmar såvel som i de andre havne kunne vi mærke, at sejlsæsonnen endnu ikke rigtigt var startet. Ofte lå vi som eneste skib i havnene. Dog ikke i Kalmar men her var et andet problem. Vi ankom lørdag; men kunne først få toiletkoden om mandagen, når forretningerne åbnede. En ting, der kræver en ualmindelig god blære. Heldigvis mødte vi en Skagen-bo, som var på vej hjemover i sin nyindkøbte Maxi Fenix. Han havde koden, og ikke længe efter vidste alle på broen koden til toiletterne.

Efter Kalmar sejlede vi til Timmernabben. En lille by lidt nord for Kalmar. At det blev Timmerhabben skyldes ene og alene navnet. Det mindede mig om en Gibbernap, derfor måtte vi derhen.

Det blev til en fin sejltur i en 10-13 m/s vind fra S. Hvilket betød en meget plat sejllads. Vi valgte derfor kun at sætte forsejlet, hvilket også var rigeligt. Karin fik, til min store ærgelse, speed rekorden på 8,4 knob. De sidste 5 mil ind til Timmernabben foregik dog i total rolig bølge og vindlæ. Kontrasterne føles store, når man kommer fra Kalmarsund i 13 m/s og bølger, for derefter at sejle ind bag skærene, hvor der var så fredeligt og roligt.

Timmernabben blev ligesom alt andet en dejlig, lidt spøgelsesagtig oplevelse. Spøgelsesagtig, fordi vi her lå i en lystbådehavn fyldt med både i det mest vidunderlige smukke landskab og dejlige forårsvejr, alligevel var der overhovedet ikke noget liv på havnen.

Vi blev der et par dage, fordi jeg skulle lave lidt små reparationer på båden. Bl.a. måtte jeg i masten fordi slæderne fra storsejlet, havde lavet nogen store mærker på masten. Det blev dog hurtigt løst med universal midlet "Gaffa-tape".

Af seværdigheder i Timmernabben, kan nævnes en flødekaramelfabrik som skulle være åben for turister (vi fandt den dog ikke), og den kendte keramikfabrik Gabriel, hvor vi købte en figur af Niels Holgersen, som vi læste om i de dage. At bogen handlede om området, hvor vi sejlede, gjorde det ikke kedeligere, og det varede da heller ikke længe, inden Julie på 7 år på det nærmeste var på fornavn med alle gæs, vi så på vores vej.

Fra Timmernabben gik turen via Bryxelkrok på Øland videre til Visby på Gotland, hvor vi ankom den 4. juni 99.

Om turen derover er der ikke meget at berette. Vi nød de meget store og lange bølger, der var omkring Gotland, hvor Impala’en simpelhen susede afsted med et reb i storen, 6-8 m/s og en foran-fortværs til halvvind.

Visby er en meget smuk og spændende by. Hele den gamle bydel, der er om-kranset af en ringmur på 3 km. er bygget op af en skråning, med en masse små smalle veje og meget velholdte gamle bygninger. Specielt deres domkirke var enorm flot, med spændende støbninger af ansigter fra både mennesker og dyr, som hang ud fra væggene. Vi lod os fortælle, at Visby er en af de byer i verden, at FN har besluttet ikke må bombes i tilfælde af krig, på grund af dens velbevaret kulturrigdom.

Efter en 2-3 dage sejlede vi videre ned til en lille havn, som hedder Lickershamn. Et dejligt lille sted uden noget som helst, udover en velbeskyttet havn. Dog findes Sveriges største rauke "Stor Jungfruen" ikke langt derfra. Er man på de kanter, er det afgjort et besøg værd. Der er den smukkeste udsigt derfra og en af Gotlands særpræg ses tydeligt derfra. Nemlig den, at der ud fra kysten, op til mellem en 1/2 til en hel sømil ud, strækker sig noget stenet fladvande. Denne er kun brudt af render ind til havne og enkelte fjorde. Så navigationen skal være iorden.

Videre op til Fårøsund, i ingen vind og for motor. Ligeså meget jeg har rost de store lange bølger her omkring, ligeså meget forbandede jeg dem på denne tur. Vi fik dem lige ind fra siden, og alt slaskede rundt i disse store bølger, der nu var blevet til dønninger.

Fra Fårøsund, hvor vi blev nogle dejlige dage og nød den gotlandske gæstfrihed, mens vi ventede på en ordentlig vejrudsigt, inden gik det videre til Letland.

Turen derover er på ca. 85-90 sømil. Vi stod tidligt op og tog afsted kl. 03.30, for at det skulle være lyst hele turen over, og for at vi ville ankomme først på aftenen. En god sejltur uden ret meget trafik, masser af vand og igen de store lange bølger. Karin diskede op med nybagte boller undervejs, bagt i vores nyerhvervede miniovn til at stille oven på petroleumsblusset. En ting jeg meget kan anbefale. Den bager perfekt, er nem at stue og man skal ikke bruge ret meget gas eller petroleum, idet man bager på laveste blus. Vi var nærmest overstadige af lykke og følelsen af harmoni ombord på båden. "Kanontur"! i solskinsvejr og lette vinde.

Vi ankom til Ventspils i Letland, og blev taget godt imod. Med et enkelt opkald over radioen blev vi dirigeret hen til en told bygning, som med deres egne ord, lignede en kloning mellem et pindsvin og en etageejendom. Heldigvis skulle vi ikke anløbe deres noget ødelagte betonbro, men blot sejle videre ind i bunden af fiskerihavnen, hvor der var en udemærket anløbsbro med fortøjning ved hækbøjer. Efterfølgende kom 3 mand ombord og tjekkede papir. Ingen problemer med dem. Derimod insisterede havnemesteren på, at jeg skulle lave papirer på hans "kontor". Et lille rum på størrelse med et kollegieværelse, hvor han tillige også sov, så fjernsyn, spiste og så var der mindst 30 grader varmt. Der kom jeg med termobukser og 4 trøjer og skulle udfylde 5 enslydende dokumenter. Uha, det var meget varmt !

Faciliterne på havnen er ikke noget at skrive om. Men man kunne dog få koldt bad og der var vagt 24 timer i døgnet. Havnemesteren var sød og smilende, men kunne til gengæld heller ikke andet end 5 tyske ord. Vi fik hurtigt en fornemmelse af, at nu var vi mere langturssejlere end tidligere. Vi lå 5 både med 5 forskellige nationaliter og alle talte engelsk med hin-anden. Der blev hurtigt udvekslet gode og dårlige erfaringer for området og fortalt spændende sejlerhistorier.

Vores indtryk af Ventspils er, at det er en by med store kontraster. På den ene side er der de dejligste parkanlæg med tilsvarende huse, men 2 gader længere nede, er det nogle frygtelige fattige, og faldefærdige rønner de bor i. Mange mennesker på gaden virkede ikke særlig stolte. Deres kropsholding var ligesom lidt rundskulderet og ofte med blikket mod jorden.

Vi undrede os meget over denne holding, idet vi troede, de ville være stolte nu, hvor de endelige var blevet frie af deres besættelsesmagt. Noget af forklaringen fik dog senere af Morten, en ung mand, der nu boede på 4 år i Letland. I 1992, hvor de blev selvstændige, fik hver borger i landet en sum penge af staten. De blev derefter rådet til at sætte pengene i banken, hvilket de fleste også gjorde. Banken gik derefter fallit, og alle de stakkels mennesker tabte de penge, de formodentligt for første gang havde haft. Efterfølgende er de blevet meget mistroiske over for alt og alle. Det virker, på os, lidt som om de har mistet troen på, at de selv kan ændre tingene på en positiv måde. At der i Ventspils også stadig er en del russer bosat, forbedre heller ikke deres selvværd. Hverken deres eller russernes. Tværtimod hader de 2 grupper hinanden, og har ligesom hver deres steder, hvor de holder til, og det er virkeligt ikke godt for den, der kommer til at gå forkert.

Senere tog vi bussen, 300 km ned til Riga. Der var tingene meget anderledes. Menneskerne der, var meget mere imødekommende, og deres holdning både over for os og dem selv, var helt anderledes positiv. Riga er afgjort et besøg værd. Byen er meget velholdt og smuk, med store pladser og huse fra dens velmagtstid. Vi mødte senere en tysker, som havde sejlet ned til Riga. Han syntes også vældig godt om byen, men nævnte dog, at vandet var så forurenet, at det vand han trak ind i søtoilettet, lugtede værre end det han skyllede ud. Og det fortæller ikke så lidt !!

Efter 4 dejlige oplevelsesrige dage i Letland sejlede vi videre østover mod øen Saarema, der er en del af Estland. En meget spændende tur rent navigationsmæssigt. Vi havde nemlig kun nogle gamle russiske søkort at sejle efter. Det blev også hurtigt klart, at de afmærkninger, der var vist på de russiske søkort ikke længere var der. Men vi havde ikke noget andet valg end at sejle efter det, der ikke var der, og så tro på, at der engang har været afmærkninger, der hvor de skulle have været, samt at grundene ikke havde flyttet sig. Specielt spændende blev det lige før, vi skulle anløbe en havn, der hedder Romasaare. Idet vi opdagede, at vi havde trykket et forkert koordinat ind på GPS`en, og at vi derefter skulle ret tæt op af en grund, der ikke var afmærket. Men ved god hjælp af ekkoloddet kom vi ind, uden at have grundkending og hvor smagte anlægningsøllen godt !

Estland overraskende meget, og det var til den positive side. Folkene her var i den grad åbne og tillidsfulde. Altid smilede, rare og kunne de ikke engelsk eller tysk, forsøgte de gerne med fagter.

Der var ikke så meget papirarbejde, og tingene gled bare lettere der.

Et godt eksempel på deres gæstfrihed var, da jeg spurgte havnemesteren, hvor vi kunne veksle penge. Han svarede, at det kunne vi ikke herude på havnen, men at det var muligt 8 km inde ved hovedbyen Kuressaare. De 8 km. skulle vi naturligvis ikke gå, så han tilbød straks at låne os 25 estiske kroner, som vi bare kunne betale tilbage, når han kom på arbejde igen. Imidlertid skulle der gå 3 dage, inden han kom igen. For at sætte de 25 eek. i perspektiv kostede bussen ind til byen kun 3 eek. hvilket svare til 1,50 danske kroner.

Næsten alle havnene vi besøgte på Saarema, og omliggende øer, var af god standard og bygget til lystbåde. Det eneste problem vi havde, var søkort. Det var ikke muligt at købe noget detaljeret kort, og vi måtte derfor sejle efter fotokopier af nogle kort, vi lånte af en finsk båd, samt håndtegnet havneindløb. Men området var velafmærket, med en del kompasafm. lidt røde, grønne bøjer samt gode over-et-mærker. Man skal dog ikke sejle om natten, idet der ikke er lys på alle afmærkningerne, og man skal hele tiden vide, hvor man er, da der er en del stengrunde og vrag rundt om øerne.

I en af de sidste havne vi besøgte derovre, havde vi en lidt speciel oplevelse mht. deres vejrprognoser. Vi kunne af gode grunde ikke forstå deres sprog, og svensk vejrmelding kunne vi ikke trække ned på vores radio. Vi fik derfor vores vejrmeldinger på havnekontorene. Men de var ikke særlige pålidelige. Den pågældende dag skulle vi fra Hapsalu, der forøvrigt har den smukkeste havnemesterinde i hele østersøen, og videre i en nordvestlig retning mod Lethma. Vejret i Hapsalu var fint. 25-27 graders varme, fint solskin og en østlig vind på 5-7 m/s. Alligevel blev havnemesterinden ved med at hævde, at det skulle regne og blæse kraftigt fra nordvest. Det var helt uvirkeligt at se hende ringe flere gange til deres vejrtjeneste, og få den samme melding hvergang, når nu vi kunne se, at alt var ca. 180 grader omvendt. Enden på det blev, at vi på trods af, hvad vi kunne se og føle, blev til dagen efter, hvor det skulle blive fint vejr igen ! Hele dagen lavede vi ikke andet end bade i 23 grader varmt vand og drikke kole øl.

Dagen efter krydsede vi så til Lethma, for der kom den vind, de lovede til dagen før. Det gjorde dog ikke noget, for vi havde en kanontur i 8-10 m/s. Vejret var så varmt, at vi sad kun iført badebukser og redningsvest, og krydsede i det pragtfuldeste vejr.

I Lethma var havnen dog ikke så god, og vinden var drejet over i SSV. Så bølger stod ind mod anløbskajen, og det var en tvivlsom fornøjelse at ligge til i 30-40 cm høje bølger med pålandsvind. Men vi havde en aftale om at fejre midsommerfest med nogle finske venner vi havde truffet, og stort set sejlet med siden Roomasaare, og da der var 20 mil til den nærmeste havn, var det her vi skulle ligge. Vi fejrede midsommeren med at være de eneste gæster, i den eneste restaurant som var der. På restauranten havde de en specialitet, som var aborresandwich, og aldrig har vi fået noget så lækkert. Så om nogen skal den vej, er det et must at få aborresandwich i Lethma.

Dagen efter sejlede vi videre over til Hangø, Finland. Vi havde en underlig uro i kroppen. Vi vidste, at det var på det stykke, at Estonia gik ned for et par år siden. Finnerne, vi talte med, betegner det som "rough waters", fordi bølgerne krapper sammen, og bliver meget stejle ved sydvest og vestlige vinde. Det blæste en 6-8 m/s fra vest og himlen var meget mørk og overskyet. Men iflg. finsk vejrudsigt, som vi havde fået oversat, skulle vinden aftage og dreje i nord. Hvilket ville betyde kryds hele turen over til Finland. Så ville vi over, skulle det være nu.

Vi fik en hård sø de første 15-20 mil. Derefter blev de længere og fladede noget ud. Men de første par timer, sad vi med den fornemmelse i maven, at vi ikke vidste, hvad de mørke skyer ville bringe. Vi har det ofte således, at det er lettere at se "dæmoner" i skyet vejr, hvilket godt kan give lidt anspændthed ombord. Hvorimod, at hvis det havde været solskin og iøvrigt samme vind og sø, ville man have haft væsentligt mere overskud. Det er pudsigt, som det hele foregår i hovedet !

I løbet af eftermiddagen kunne vi se, at det lysnede under skyerne ude i vest, så med højtaleren i cockpittet, "Big Fat Snake" på stereoen og luftguitarspil på kistebænken nærmede vi os Finland i et dejligt humør.

3 sømil syd for Hangø kom en flyver, og efter min mest urimelige vurdering, var den ikke meget mere en 1/2 meter over vores mast. Det føltes ihvertilfælde sådan ! Ganske kort tid efter kom så meld-ingen over vhf radioen, at den danske lystbåd 3 sømil syd for Hangø skulle melde sig til finske coastguard. De ville gerne vide, hvor vi kom fra og hvor vi ville hen. Dernæst gjorde de os opmærksomme på, at vi skulle sejle hen til dem, som det første, når vi kom indenskærs ved Hangø. Det var nu ikke, fordi vi ikke vidste det med, at vi skulle melde os til coastguarden, vi ville bare have ventet med at melde os til vi var kommet tættere ind på havnen. Senere kaldte de os igen. Denne gang lå vi en lille sømil ude fra havnen, og spejdede efter den bygning, de havde beskrevet, første gang de kontaktede os.

De spurgte os, om vi vidste, hvor vi var ? Jo, tak det vidste vi da. Men hvor f..... er I ? Det endte med, at de sendte en båd ud til os, som derefter eskorterede os hen til deres bygning. Det virkede en smule dramatisk. Men under hele forløbet var de enormt flinke, og i land kunne vi alle kun grine over, at vi ikke kunne finde dem. Deres bygning ligger heller ikke for særligt logisk for os, idet vi kom ind af det store farled, der er det østligste. Og de har til huse ved det vestligste farled ca. 2 sømil ude fra havnen.

Tolderne undersøgte hurtigt båden, hvilket var noget nær en umulighed, fordi børnene havde bygget hule over salonbordet, med alle de tæpper vi havde og leget at deres dyner var vand, så under dæk lignede det noget, der var løgn. Men en crewliste blev hurtigt lavet, og med ønsket om en god tid i Finland og formaninger om, at vi skulle melde os til coastguarden, når vi forlod landet, sejlede vi indtil havnen.

Helt så let gik det ikke med vores finske venner. Deres båd blev på det nærmeste indevendt af tolderne, og de blev nødt til puste i ballon, for at måle om de havde alkohol i blodet. Hvilket ikke er lovligt i Finland. Heldigvis må tolderne have tjekket dem på et utroligt heldigt tidspunkt, for de fik lov at sejle videre.

Vi ankom til Finland torsdag den 24. juni. I Finland fejre man midsommer den første weekend efter den 23. juni, så vi nåede i år at fejre midsommeren 2 gange. Og sikken de fejrede den i Finland. De festede konstant i 2 dage. Ikke at vi helt fandt ud af, hvad det gik ud på, udover at de drak, faldt i søvn, vågnede og drak videre. Men festligt og larmende så det ud, når de var vågne. I øvrigt fandt vi ud af, at de havde et meget menneskeligt syn på det at feste, og senere gå på arbejde. Vi fik at vide, at idet de havde lukket om fredagen, ville de til gengæld have åbnet om søndagen. Så søndag formiddag gik jeg op i byen for at handle, og opdagede til min store forbavselse, at alt stadigt var lukket.

Vi måtte derfor sejle uden den helt store proviant, da vi ikke havde lyst til at blive i Hangø endnu en dag. Om aftenene i en pragtfuld lille by ved navn Rosala, mødtes vi igen med vores finske venner. De fortalte, at selvfølgelig havde forretningerne åbne. Men de åbnede da først efter kl. 12.00, da alle jo havde tømermænd om morgenen. Havde vi troet noget andet, var det da os, der var helt galt på den.

Næste morgen i Rosala skulle vi handle ost, og da de i butikken havde en Korsholm ost, måtte vi naturligvis have sådan en. Osten var såmænd udemærkedet, men til forskel fra den Korsholm (D18) vi kender her hjemmefra, var det dog en noget mager ost !

Fra Rosala fortsatte vi mod endnu et af turens utallige højdepunkter, nemlig øen Bjørkø. En pragtfuld lille skærgårdsø. Formet som en helt lille lagune med en meget smal åbning, man skulle navigere igennem. Derefter åbner der sig en lille bugt med dybt vand, og vi kunne ligge til ved klipperne, men ikke nok med det. Oppe på øen var der en stor ferskvandssø, hvor vi kunne bade i 22 grader varmt vand. Når vi bagefter sad med fødderne i vandet, kom der små aborre og nippede til tæerne. Det var simpelthen en perle i Skærgården. Når vi sad og havde grillet, klipperne var stadig varme efter dagens solskin, vinden var rolig og solen på vej ned, følte vi os som de lykkeligste mennesker. Vi havde den følelse af, at det vi gjorde, var det helt rigtige. Det burde virkeligt være en menneskeret for alle, der har lyst at prøve noget tilsvarende.

Efter Bjørkø forsatte vi ud af den finske skærgård og videre ind i den Ålandske skærgård. Vi var noget i tvivl om hvornår, vi var i Åland, og for en sikkerheds skyld havde vi både det finske og ålandske gæsteflag oppe, indtil vi kom ind i den første havn og kunne konstatere, at vi nu var på Åland. Det faldt heldigvis i helt god "jord", idet Åland er en del af Finland, dog med eget hjemmestyre. Vi kunne nu også mærke, at vi var kommet længere ind i skærgården, idet vegetationen på øerne var blevet meget mere tæt, tillige med at vandet, desværre også var blevet mere grumset.

Først i juli kom min søster og hendes ven op til Mariehamn på Åland og besøgte os. De sejlede derefter rundt med os i 4 dage. Og igen måtte vi konstatere, at Impala’en er en perferkt båd. Den er god til kapsejlads, velfungerende som turbåd og rummelig nok til at 4 voksne og 2 børn, gnidningsløst kan sejle i den over en periode. Det er der ikke mange andre 27 fods både, som kan klare.

Det var 4 dejlige dage. For uanset, hvor mange mennesker vi havde mødt, og uanset hvor sjovt vi har haft det, er det nu engang svært at forstå hinandens finesser ved humoren, når alt foregår på engelsk. Så der blev grinet meget og fortalt historier.

Artiklen fortsættes i næste nummer.

skriver.gif (182 bytes) Mads Kirketorp - "SI-JU"

Klik på billederne

 Klik for stort billede
Karin, Simon og Julie nyder udsigten fra Hammershus ud over Østersøen.

Klik for stort billede
Den smukke udsigten fra Christiansø ud over Frederiksø

Klik for stort billede
Eksempel på kompas afmærkning i Finland.

Klik for stort billede
"SI-JU" i Rosala. En smuk lille havn i den finske skærgård

Madssom_Bjoerkoe.jpg (12370 bytes)
Den store ferskvandssø ved Bjørkø

Klik for stort billede
Simon og Julie holder far Mads med selskab, medens der laves grill mad på klipperne på Bjørkø

Klik for stort billede
Dejlig morgen der started med et friskt morgenbad. Havnen er Koiguste i Estland