Historien om et privilegeret menneske.

 

Fortsat fra På rejse ...

Efter at have sagt farvel til min søster og svoger i Mariehamn, fortsatte vi 10-15 sømil videre over til Michelsø, hvor en af Karin`s tidligere klassekammerater havde bosat sig og giftet sig med en sød finsk pige. De bor det mest pragtfulde sted, lige ud til vandet, hvor vi kunne ankre op i bugten.

Det blev til nogle dejlige afslappende og spændende dage, hvor vi bl.a. blev kørt rundt på en del af Ålandsøerne, og hørte om deres historie. Det var i det hele taget spændende at tale og høre på folk, der som Jesper`s kone var født og opvokset på Ålandsøerne. For der er meget specielt. Især havde vi svært ved at forholde os til, at de var underlagt Finland, dog med eget landsting, flag og repræsentation i nordisk råd. Svært fordi, de stort set alle talte svensk og mere samlignede sig selv med svenskerne end med finnerne. Men det er en lang og helt anden historie.

Efter 3 dage sejlede vi videre, og med Jesper`s lokal kendskab blev vi ledt igennem et stort uafmærket område. Det var iflg. vores søkort opmålt, så vi kunne regne med vanddybderne. Min vurdering var derfor, at det ikke var specielt risikabelt, men vi sejlede alligevel med alle sanser åbne, fordi vi var den eneste båd i området, tilmed en udenlands, og at der nok alligevel er en grund til, at området er uafmærket. Men spændende og udfordrende var det. Det gik da også som forventet, helt fint og uden nogen problemer.

Vi sejlede nu ud i den nordøstlige del af den ålandske skærgård, og hvor var her smukt. Øerne virkede noget mere forvredne og barske, men stadig med sin forræderiske blødhed og runde kurver over sig. Vi så også en hel del flere naturhavne end vi tidligere havde set. På trods af dette fortsatte vi til hen under aften, hvor vi fandt en lille havn på øen Enklinge. Der lå vi så hele aftenen og undres.

Vi undres over andre folks måde at sejle på. 4 både ud af 5 gik på grund lige inden for havnemolen, og det selv om der på kortet og på vandets farve var tydeligt, at der ikke var noget vand. Vi fik det indtryk af folk, at de ligesom havde aftalt, at nu skulle de ind i den havn og ligge til, uanset om de havde overblik eller ej. Med det resultat, at de både skulle ordne anker, fortøjninger, styre båden og finde en plads. Alt sammen inden for alt for kort tid.

Hvorfor sejler de mennesker dog ikke ind bag molen, orienterer sig om forholdene, sejler ud igen, ordner de ting, der skal ordnes, og sejler ind igen i god ro og orden, med det overblik, der skal til?

Det er en uvant og spændende måde at navigere på, når man sejler i finske farvande. De har, som tidligere fortalt, stort set kun kompasafmærkninger, der kun kan kendes på farvekombinationerne, idet de ikke har topsymbolerne på som herhjemme. Derudover har de mange overetmærker og enkelte steder hvide stenbåker sat op på små øer.

Vi syntes, det er overskueligt at navigere efter deres afmærkninger, og man er sjældent i tvivl om, hvad man skal. Men vi fik vores tur for, da vi valgte at sejle en meget nordlig rute ud af Åland og over til Finland. Der sejlede vi stort set hele dagen alene på overetmærker og malede stenbåker på småøer. Nu er det ikke sådan, at man hele tiden kan se overetmærkerne, men ofte er det således, at vi fik en kurs ved, at sejle ud af en overetlinie. Derefter måtte vi holde den kurs, indtil vi noget senere sejlede ind i en ny overetlinie.

Der er ingen tvivl om, at ålandsøerne for os var et af de mest udfordrende steder at navigere i på hele vores tur. Og det er ment positivt, for tilfredsstillelsen ved at navigere igennem et kompliceret område og komme ud på den anden side uden nogen problemer, er stor.

Fra Ålandsøerne landede vi i den finske by Usikaupunki eller på svensk Nystad. Vi blev noget overraskede over det Finland, vi oplevede her.

I inderhavnen, hvor vi lagde til, var alt i højeste standard med gode badefacilitter, sauna osv. Men gik vi op gennem byen, oplevede vi et Finland, der til forveksling lignede de byer, man kan opleve i Østeuropa. Alting var meget spartansk, og en del huse så meget fattige ud. Det overraskede os meget i forhold til det Finland, vi havde set i Hangö, og de signaler vi fik ved, at se de mange store flotte både fra Finland. Vi har aldrig rigtig fået en god forklaring på den lidt armod, vi oplevede i Usikaupunki. Blot kan vi konstatere, at Finland er et land, der for os at se, har store kontraster. Hvilket igen gør det til et spændende land at besøge.

At sejle op langs den finske østkyst er også spændende, men det er ikke positiv ment. Ombord på SI-JU havde vi ligesom fået nok af alt den skærgårdssejlads, og vi trængte derfor til at komme ud på dybt vand og ligesom "strække" benene lidt. Men at sejle udenskærs ved Finland kræver næsten ligeså meget opmærksomhed, som ved at sejle indenskærs.

Udenskærs er det bare drivgarn, man skal være opmærksom på. Selv om vi sejlede i afmærkede løb 1-2 sømil ude fra kysten, oplevede vi gang på gang, at der lå drivgarn henover ruterne. Og i 6-8 m/s fra vest og bølger, der viser tænder, er det svært at se de små hvide flåd i overfladen. Heldigvis er deres afmærkninger ved nettets begyndelse og slutning relative gode, og vi kom da også igennem ud at sejle ind i et. Men vi talte med flere sejlere, der havde siddet fast i et af deres flydegarn.

Indenskærs er den finske skærgård godt afmærket, hvilket også er en nødvendighed, da den samtidig er meget grundet. Det var kun få øer vi kunne sejle ind til med vores dybgang på 1,6 meter.

Vi havde hørt finner tale et fænomen, de kaldte for "moving underrocks". Men vi betragtede det som en dårlig undskyldning for lidt sjusket navigation, og havde grinet indforstået, når folk havde talt om det. Men, men, der findes "moving underrocks". Det er om vinteren, når vandet simpelthen bundfryser, kan isen flytte rundt med meget store klipper. Jeg ved det nu, for der er grå bundmaling på den ene af disse klipper !!!.

Vi tog et par halvlange stræk op langs den finske kyst for at lande på Gäshällan. En lille pragtfuld ø syd for Vasa og nord for Kasko. Fra den ville vi krydse Bottenhavet og sejle over til Sverige. Der var dog lige mindst en ting, som skulle afprøves, inden vi tog afsted. Vi havde nemlig fået anbefalet deres sauna, eller bastu, som det hedder i Finland, og som det i virkeligheden også mere er.

Når en finner anbefaler en bastu, så er den god. For de går virkelig meget op deres bastuer. Den på Gäshällen var lavet med en brændeovn, som vi selv skulle tænde op i. Der var huller i gulvet så, at der kunne komme frisk luft op i bastuen og udluftningshuller i væggen, til den smule røg, der måtte komme. I bastuen var der endvidere nogle store baljer, som vi kunne fylde op med iskoldt vand fra en brønd ved siden af bastuen.

Så var det ellers bare om at komme i gang, startende med at hugge brænde. Når en sådan bastu er varm dvs. mellem 65-70 grader, er den ikke tilnærmelsvis sammenligning med en dansk klaustrofobisk svømmehalssauna, hvor det ikke er til at trække vejret. I de bastuer vi prøvede, var der altid frisk og behagelig luft.

Efter vi have været i bastuen, gik vi ind i et lille afslapningsrum med åben pejs og et lille bord. Der kunne vi så sidde og riste pølser i pejsen, læse avis og drikke øl.

Det blev til en af de dage, som vi husker tilbage på med allerstørst glæde. Vi var de eneste, der var på den ende af øen, hvor havnen lå, så det endte med, at hele familien stort set rendte nøgne rundt, fra vi var i bastu første gang, omkring middagstid, til hen under aften, hvor der kom andre både til øen. Og der kom lige pludseligt mange både til havnen. Det gik så stærkt, at vi blev totalt løbet overende. Fra kun at være os selv, var der på engang 8 både i den lille havn. Men lige så pludselig som de var kommet uafhængig af hinanden, lige så pludselig sejlede de fleste igen. Det viste sig, at de fleste kun var kommet for at grille og gå i bastu, for derefter at forsvinde ind bag et uafmærket område inde bag skærene.

Den 20. juli sejlede vi fra Finland mod Högaküsten i Sverige. En tur på ca. 60 sømil, der for os blev til 75 sømil, idet vi sejlede helt ind i bunden af en fjord, for at komme til byen Örnskjoldsvik. At vi sejlede til Örnskjoldsvik eller Ö-vik, som den også bliver kaldt skyldtes, at vi ikke havde nogen søkort over området. Det havde ikke været muligt for os at købe det de steder vi havde været i Finland.

Da jeg talte med en finsk sejler, som var lods i sit private erhverv, om problemet, fortalte han, at han netop kom fra Högaküsten, og at det ikke var nødvendigt med søkort for at komme indenskærs. " don´t hit what you can see" navigation duer fint på Högaküsten. Der er ingen undervandsskær, og vi kunne derfor sejle helt ind til stort set alle de øer, vi så.

Jeg må dog erkende, at det var med nogen sommerfugle i maven, at jeg nærmede den svenske skærgård kun på et oversigtskort for hele den botniskebugt. Men den ros skal den finske sejler have. Hans beskrivelse passede, og vi ankom 16 timer senere i Örnskjoldsvik uden nogen problemer.

Selve turen over gik også helt fint. Vi startede ved 0500 tiden om morgen, og nåede kun lige ud af indeskærene, da der kom et tæt tåge over land. Vi klappede lidt i hænderne og roste os selv for at komme så tidligt ud, at vi ikke blev tåget inde. Men 4 timer senere blev vi indhentet af tågen.

Uha! hvor kan jeg ikke lide at sejle i tæt tåge. Vi vidste, at der ikke var så meget trafik ned langs kysten, men til gengæld er den trafik, som kommer heller ikke vant til, at skulle være opmærksomme på små sejlbåde.

Efter en times tid letter tågen dog, og netop som den gjorde det, kunne vi se en stor coaster sejle agten for os. Jeg syntes altid, at det går sådan. Vi kan sejle en hel dag uden at møde en båd, men når der er tåge kommer der altid en på skærende kurs.

Vi var lidt spændte på svenskerne. Vi havde jo hjemme fra hørt, at de kunne være nogle stivstikker, der havde nok i sig selv, og nok ikke så gæstfrie som "os andre".

Vores fordomme blev gjort til skamme. Langs Högaküsten, hvor vi startede med at sejle, var folk i den grad gæstfri og hjælpsomme. I Örnskjoldsvik fejrede vi Karin`s fødselsdag og flagede derfor over top. Da havnefogeden, hørte dette, blev hele familien straks inviteret på is og kaffe på havnekontoret. Om aftenen var vi ude og spise, og da det gik op for restauranten, at hende den smukke dansker havde fødselsdag, blev der disket op med gratis kage, kaffe og cappuccinoer. Vi gik fra restauranten total forspiste og glade.

Det var en ren fornøjelse at sejle rundt oppe i dette område. Folk var meget snaksagelige, opsøgende og nysgerrige. I store dele af Sverige karakteriserer de folk fra Norrland, som vi ofte karakterisere folk fra nordjylland. Nu er det jo ikke sådan, at jeg i det daglige har en mening om folk fra nordjylland !!. Men dem fra Norrland i Sverige, talte tilpas langsomt til, at vi kunne forstå dem. Havde aldrig mere travl, end vi kunne følge med. Så alt i alt passede de perferkt til vores rejserytme.

Den ny teknologi er nu en pudsig en. På havnekontoret havde de, gratis internetopkopling til sejlerne og et interaktivt videokamera, der filmede ud over havnen for derefter at blive vist på en adresse over internettet. Det måtte vi prøve. Vi ringede til en af vores venner fra sejlklubben, og gav ham adressen. Derefter stillede hele besætningen sig op foran kameraet og vinkede.

Karin påstod efterfølgende, at folk havde set underligt på den der danske familie, der havde stået og vinket ind til et tomt vindue. Men det lykkes, Peter kunne sidde i Odense, og se os live direkte på en havn i Nordsverige. Det er da fantastisk, hvad der bliver gjort for os sejlere rundt omkring.

Vi forlod Högaküsten og indenskærssejllads og fortsatte lidt nord på af den svenske østkyst, men kom aldrig længere nord på end til Järnäshamn. En lille forladt lodsstation syd for Umeå. Vores plan havde ellers hele tiden været at sejle til Luleå. Vi havde også købt søkort til hele turen af den glade kunster Gunner Ekners, som vi traf i Skagshamn.

Han boede lige ned til havnen og har et ateleri i sin baghave. Det måtte vi naturligvis se og kom på den måde i snak med ham. Et spændende menneske, der på mange måder levede efter sine egne leveregler, uden dog at "kamme" over. Som så ofte før blev vi vældig godt modtaget, og da talen kom på søkort, havde han da "arvet" en masse søkort fra en nedlagt lodsstation. Af dem måtte jeg da købe alle dem jeg kunne bruge. "Om 50,- kr. pr. kort var formeget?" Normal prisen er mellem 250,- og 300,- kr. !

I Järnäshamn traf vi den svenske båd Immigrant, som var ejet og sejlet af en dansk læge, der havde bosat sig i Luleå. Han kunne fortælle, at ville vi op længere nordover, var der ikke meget at se på, førend vi kom helt til Piteå. Da vi samtidigt lå lige på den forkerte side af et lavtryk, der gik nord på. Og der samtidigt var et kæmpe højtryk syd for os, var valget ikke så svært. Så efter et par hyggelige dage med den danske læge og hans piger, sejlede vi ned sydover til varmen.

Turen ned sydover var såvel, som turen op nordover havde været det, præget af kraftige byger med rigtig meget vind i. Vi sejlede kun for forken og ofte stod den, og bakkede i forliget, blot for, at jeg kunne holde båden på benene. Alligevel loggede vi 6,5 knob på en bidevind kurs.

Vi ankom til Trusünda på Högaküsten. Et lille fiskeleje på øen af samme navn. Igen måtte vi sande, at ligeså vildt, det er udenskærs, lige så idyllisk er det ofte indenskærs. Solen skinnede, det var en smule varmere, og søen er flad, selvom det stadig blæser en del. Vi vælger at lade os indeblæse på denne smukke ø, og vente på det varslet højtryk.

Artiklen fortsættes i næste nummer.

skriver.gif (182 bytes) Mads Kirketorp - "SI-JU"

Klik på billederne

Klik for stort billede
Off piste sejllads gennem de smukke Ålandsøer.

Klik for stort billede
Skønne Gäshällan som vi havde helt for os selv

Klik for stort billede
Badstue på Göshallen. Min ynglings geskæftigelse

Klik for stort billede
Kilen-Gäshällan op langs Finske kysten

Klik for stort billede
Havnen i Ö-vik med skibakken i baggrunden

Klik for stort billede
Kirken i Skagahamn med en meget stor udstoppet "Stör" (fisk). Altid et besøg værd.

Klik for stort billede
Trysunda. Gammel fiskebygde ved Högaküsten

Klik for stort billede
Børnene spiller på tromme ved Gunner Ekners, som vi traf i Skagshamn.

Klik for stort billede
Simon taler med "dem" derhjemme